Tid til reel forandring: Tid til en solidarisk og social beskæftigelsesreform

Tid til reel forandring: Tid til en solidarisk og social beskæftigelsesreform
Af Michelle Beldner og Majbritt … Enhedslisten Halsnæs
Regeringen er gået lidt reform-amok. Hele seks reformer skal snart i spil i Halsnæs.
Den ene af dem er beskæftigelsesreformen som skal være “en frisættelse af
mennesket og kommunen”, men i praksis hører der store nedskæringer til og
potentielt yderligere pisk overfor mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. I
Enhedslisten Halsnæs mener vi, at tiden er inde til at tænke anderledes: Vi skal
sætte mennesket før systemet, og vi skal skabe en kommune, hvor ingen lades i
stikken.

Fra kontrol til tillid
Beskæftigelsesområdet har i årevis været præget af kontrol, mistillid og
meningsløse aktiveringsforløb. Alt for mange borgere bruger kræfter på at navigere
i et rigidt system frem for at få støtte til reelt at komme videre i livet.
Vi vil afskaffe unødvendig aktivering og satse på opkvalificering og individuelle
forløb. Vores udgangspunkt er tillid: At mennesker uden for arbejdsmarkedet gerne
vil bidrage, hvis de får den rette støtte og muligheder. Det har vi allerede set virke i
Halsnæs med særligt tilrettelagte indsatser — men vi kan gøre mere.

Et helhedssyn på sundhed og arbejde
Alt for ofte adskilles beskæftigelse, sundhed og socialpolitik. Men psykisk og fysisk
trivsel er forudsætningen for, at mennesker kan tage del i fællesskabet og
arbejdsmarkedet. Hvis der skal spares, skal vi spare silotænkning og sikre en
sammenhæng mellem de forskellige områder.
I Halsnæs har vi gode erfaringer med at sætte intensivt ind for at hjælpe de
personer som er længste væk fra arbejdsmarkedet til at finde nyt håb og en plads i
fællesskabet. Derudover har vi nogle af landets bedste resultater med at få unge i
lønnede timer, men der er mere at gøre.
Vi vil endnu mere styrke den forebyggende og tværgående indsats i Halsnæs: Mere
tilgængelig psykologhjælp, og flere ressourcer til en social indsats, der kan hjælpe
mennesker med misbrug, hjemløshed eller psykiske problemer — uden først at
stille krav om “arbejdsevne”.

Ingen skal stå udenfor
Socialpolitikken skal sætte ind, før problemer vokser sig store. Vi skal skabe bedre
sammenhæng mellem socialrådgivning, opkvalificering og jobmuligheder.
Den nye kontanthjælpsreform, der trådte i kraft 1. juli, betyder, at mennesker på
laveste ydelse ikke længere kan få hjælp til huslejen. Det kan få alvorlige

konsekvenser. Kommunen bør allerede nu have en plan klar, så ingen mister deres
hjem. Tryghed er en forudsætning for, at man kan komme videre i livet.

Mere lokalt samarbejde
I Halsnæs har vi stærke lokale kræfter — foreninger, frivillige netværk og ildsjæle.
Samtidig har vi mange folk der står lidt udenfor og måske er lidt ensomme. Vi
foreslår at udvide samarbejdet med civilsamfundet, så kommunen ikke blot hjælper,
men også bygger bro til netværk, aktiviteter og nye muligheder for deltagelse.
Vi tror på en kommune, hvor alle har ret til at høre til. En kommune, der tager
hånd om sine borgere — ikke som klienter, men som medborgere.
Når vi taler om reformer, så lad os reformere i solidaritetens tegn: Med værdighed,
medmenneskelighed og fælles ansvar. Det er ikke kun god social- og
beskæftigelsespolitik. Det er også god lokalpolitik.