De bejler

De bejler til den indre svinehund.

Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal alliance lægger i valglampen op til, at den kriminelle lavalder skal sættes ned til 12 år. Jeg er rystet. Kender selv børn i den alder som jo netop er børn og dermed har brug for al den tryghed og beskyttelse vi overhovedet kan give dem.
Ja, der findes nogle rødder som ikke opleves som særligt barnlige i den alder. Men det er ikke mange. Og grunden til at de opfører sig utilpasset er jo netop, at der ikke er blevet passet ordentligt på dem. At de er blevet svigtet. Forestiller man sig, at de selv synes, de har et godt liv? De har brug for et liv med mennesker der vil dem det godt. Med professionalisme, oprigtighed, konsekvens og kærlig omsorg og vejledning. De har ikke brug for straf. De har ikke brug for en identitet som kriminelle, som – det ved vi – kan være svær at slippe.
De pågældende partier tager børnene som gidsler. De håber, at nogle hopper med på hetzen og stemmer på dem. De bejler til danskernes indre svinehund. Kunne de som det næste foreslå en genindførelse af revselsesretten?
Alle tal viser, at kriminaliteten blandt børn og unge er faldende – ikke bare lidt, men så det er til at tage at føle på. Blandt de 10-14 årige er den faldet med 66 % siden 2006.
Alle almindelige fornuftige danskere bør tænke sig godt om inden de sætter krydset. Vi har brug for et samfund der bygger på tryghed – også for de utilpassede børn og unge.
Lisbet Møller
Byrådsmedlem for Enhedslisten i Halsnæs

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

9 + 1 =