Valgprogram 2021

Indledning

Enhedslisten har mange forslag og visioner for Halsnæs Kommune.  Vi sætter borgeren og det sociale ansvar i centrum og mener, at alle skal have mulighed for at kunne leve et værdigt og ordentligt liv. For at det kan lade sig gøre skal også et flertal i byrådet være med. Enhedslisten vil samarbejde med alle, der ønsker at mennesket er i centrum, når det kommer i kontakt med det offentlige.

En ægte grøn politik – Infrastruktur, klima, miljø

Halsnæs på vej mod år 2050… 
Enhedslisten i Halsnæs vil, at der skal sættes et markant, grønt fodaftryk på udviklingen i vores kommune.
Hvis der fortsat skal være en beboelig klode til vores børn og børnebørn skal du og jeg – og alle andre – foretage en markant grøn omstilling af klima, miljø, biodiversitet, energikilder,trafik og infrastruktur.
Vi er nødt til at træffe beslutninger om grøn omstilling på alle niveauer NU! Og bringe dem til virkelighed.
Som borgere i Halsnæs kommune kan vi sætte vores eget præg på den udvikling, som vi ønsker.
Der er allerede mange initiativer til en grøn omstilling på vej i kommunen. Har vi øget fokus og der er politisk vilje, er der gode muligheder for, at udviklingen kan styrkes.
På landsplan har Enhedslisten fremlagt et stærkt politisk program for en grøn omstilling, hvor en af styrkerne er, at der til de konkrete forslag er vist hvordan de kan betales. Det skal vi også gøre i Halsnæs.
Klima
  • En vurdering af klimamæssige konsekvenser skal være en integreret del af alle politiske beslutninger i kommunen, på områder som infrastruktur – byggeri, erhvervsudvikling, landbrug, transport og naturpleje, mm.
  • Der skal fremlægges et klimabudget og et klimaregnskab, så byråd og kommunens borgere løbende kan vurdere og tage stilling til de klimamæssige konsekvenser i kommunens drift og når der planlægges nye tiltag i forhold til byggeri, transport og energiforbrug.
  • Enhedslisten foreslår, at der i løbet af 2022 nedsættes et lokalt kommunalt klimaråd bredt sammensat af borgere og interessenter med viden på området. Udvalget skal finde og løbende fremlægge konkrete forslag til en grøn omstilling så hurtigt som muligt.
  • Enhedslisten i Halsnæs vil kæmpe for, at  klimaplanen for affaldssektoren ikke undermineres. Der er tværtimod brug for, at der sættes et højere ambitionsniveau end det folketinget lægger op til, når der træffes beslutninger om affaldshåndtering  i Halsnæs.

Klimatilpasning

  • Kommunen skal i samarbejde med regionen udarbejde en samlet klimatilpasningsplan, som omfatter både offentlig og privat ejendom og som sikrer naturværdierne og æstetikken i området.

  • Der skal ikke gives byggetilladelse til byggerier langs kysten og i kystbeskyttelsesområder, og der skal, af hensyn til både bymiljøet, vandmiljøet og Liselejes smukke natur, ikke bygges havn i Liseleje.
  • Halsnæs kommunes kyster skal kystbeskyttes ud fra en helhedsplan, frem for at afgrænsede løsninger på en enkelt strækning skaber nye problemer på en anden del af kyststrækningen.
  • Der skal i god tid forinden tages højde for grundvandsstigninger i beboede områder og i sårbare naturområder.

Energi

Overordnet er det Enhedslistens holdning, at kommunen skal opstille en plan for “Halsnæs som den selvforsynende kommune” på energiområdet.
  • Vedvarende energianlæg – f.eks. vindmøller, solcelleanlæg eller geotermiske anlæg – skal være kommunalt eller forbrugerejede. Enhedslisten presser på for en lovgivning, hvor man med fordel kan opsætte kommunale solcelleparker.
  • Anvendelsen af fossile brændstoffer skal reduceres mest muligt, og fjernvarmeanlæggene skal derfor omlægges til vedvarende energi.
  • Vi går skarpt imod udvinding af skifergas i kommunen bl.a. fordi det forurener drikkevandet, er enormt vandforbrugende og medfører en kraftig øgning af tung trafik.
  • Kommunen skal tilbyde rådgivning til husejere om, hvordan man ved energirenoveringer og andre tiltag kan nedbringe udledningen af CO2.
  • Større investering i energirenovering af offentlige bygninger.
  • Kommunen skal aktivt støtte borgere i at ansøge om tilskud så det ikke kun er de ressourcestærke, der har mulighed for at energirenovere  og udskifte olie- og gasfyr
  • Virksomheder i kommunen skal understøttes i at energirenovere.

Transport

Enhedslisten mener, at den kollektive trafik skal være gratis og attraktiv – det er en nødvendighed, hvis vi skal opfylde klimamålene.
  • Enhedslisten vil arbejde for, at hele den offentlige transportsektor, bus-, togdrift, og færgerne Hundested/ Rørvig og Sølager/Kulhuse drives på vedvarende energi.
  • Udvikling af transportveje i Halsnæs kommune skal ske ud fra en langsigtet, samlet planlægning hvor hensynet til miljø og klima prioriteres. Vi vil arbejde for kollektive transportløsninger før flere vejprojekter.
  • Enhedslisten satser på den kollektive trafik.
    • Det skal være muligt at komme hjem med lokalbanen efter sidste S-tog, og halvtimesdriften skal forlænges til ud på aftenen
    • En god busdrift fra landsbyerne og yderområderne til S-stationerne.
    • Flex-busserne er et godt tiltag, men de er for dyre
    • Den offentlige trafik skal gøres så fleksibel og økonomisk attraktiv, at man vælger den frem for privatbilismen. Erfaring viser, at flere og større veje kun giver flere   biler, så der hurtigt igen er pladsmangel på vejene.
  • Hurtigbus og samkørsel vil tilgodese mange, der i dag holder i kø i deres bil for at komme til København.
    Enhedslisten mener, at  kommunen skal tage initiativ til etablering af opsamlingspladser for samkørsel.
  • Fortsat udvikling af cykelstier adskilt fra den motoriserede trafik. Både børn og voksne skal kunne færdes trygt overalt i kommunen. Cykelstier betyder at borgerne kan komme sikkert rundt mellem de små landsbysamfund og at turister søger vores kommune, fordi her er dejligt at færdes på en cykel.
  • Etablering af supercykelsti mellem Hundested og Hillerød.
  • Godstransporten skal i højere grad flyttes fra veje til skinner, og vi skal udnytte vores beliggenhed til at få mere godstransport ad søvejen.
  • Gader, veje, cykelstier og fortove skal vedligeholdes, og faciliteter på stationerne skal være i orden, så man trygt kan sætte sin cykel fra sig.
  • I en landkommune, vil der altid være borgere, der har brug for bil i hverdagen. Hvis man sikrer offentlige transportmuligheder til flertallet, vil der være rigelig plads til dem, der er nødt til at bruge bilen.
Miljø / Biodiversitet
  • En del landbrugsjord i Halsnæs er omlagt til økologisk drift. Den udvikling  støtter Enhedslisten, lad os få al landbrugsjord omlagt inden år  2030.
  • Brug af pesticider skal stoppe. Først og fremmest i landbruget og i gartnerier, men også i private haver. Det er gang på gang påvist, at stofferne går i grundvandet og forurener vores drikkevand – og går ud over vores sundhed og evne til at få børn.

  • Hjemmekompostering skal fremmes for at minimere transport af køkken- og haveaffald, og kildesorteringen udbygges f.eks. ved at oprette ressourcestationer i kommunens småbyer.

  • Kommunens borgere skal have adgang til gratis jord til